Menu

NØRHALNE CUP 2018 U12 og U13

image
Michael Greve
27. december 2018 kl. 13:21

Takket være midler bevilget af DBU`s Ungdomsfond lykkedes det vores U12 og U13 årgang at komme afsted til Nørhalne Cup 2018.

Morud IF, Fodbold stillede med 2 8-mands hold i henholdsvis Elite og A-rækken. I U 13 stillede vi op med et 11 – mands hold.

Efter ankomst i det nordjyske, blev holdene indkvarteret på Halvrimmen Skole. Derefter gik turen med shuttlebus til Aabybro for U12A og Nørhalne for Elite U12. Det var med stor spænding og forventning, at de første kampe, blev spillet. Elite vandt deres første kamp 4-1 over Skeid fra Norge og A-holdet spillede 0-0 mod IK Zenith fra Sverige. De første point kom på kontoen for begge hold, og det var nogle glade drenge, der kunne tage et velfortjent hvil, inden næste udfordring skulle imødekommes. Elite skulle møde Aab og A-holdet skulle møde Ikast. Elite fik det ene point med et 4-4 resultat efter en flot fight. Desværre for A-holdet fik de en regulær lektion i rigtig flot fodbold, hvor de måtte se sig slået med 1-11. Elite havde ikke flere kampe torsdag, og kom efterfølgende ud på anlægget i Aabybro for at heppe på A-holdet, som havde en sen kamp mod Greve, inden de kunne holde fyraften. Der skulle rigtig meget til at rejse sig efter det sviende nederlag til Ikast, men drengene gik på med stor energi, og resultatet på 2-5 til Greve var ikke helt retvisende for, hvor godt drengene egentlig spillede. Men vi blev straffet på vores små fejl, og der var lidt stof til eftertanke bagefter. Det var et par trætte hold, der efterfølgende returnerede til skolen, hvor der var tid til et velfortjent bad og omklædning, inden vi skulle til fællesspisning på skolen i Brovst. Der blev bagefter mulighed for at købe lidt slik til om aftenen, hvor der blev vist film for drengene, da Kim havde taget projektor med. Trænerteamet fik besøg af nogle af forældrene, og der blev hygget til den store guldmedalje. Drengene blev puttet kl.22.30, og der var hurtigt ro på dem.

Fredag morgen efter indtagelse af morgenmaden, kørte Elite-holdet ud til Nørhalne, da de skulle spille 3.kamp allerede kl.9 mod Örgryte IS fra Sverige. Elite trak sig sejrrigt ud af det opgør med en 2-1 efter et vildt spændende opgør, hvor der var masser af fight, store målmandspræstationer fra Mathias og fantastisk spil. A-holdet skulle spille for at pynte på tabelplaceringen, men havde ikke mulighed for at gå videre til finalespillet. Men det blev desværre til et knebent 0-1 nederlag til SG Union Tornesch/Holsatia im EMTV fra Tyskland, og derfor var sidstepladsen i puljen en realitet. Elite havde en sidste kamp mod Fredericia FC, som endte 1-2 til Morud, og derved var slutspillet sikret som 2`er i puljen.

Efter endnu en dag med masser af fodbold skulle der slappes af i Aabybro Svømmehal, hvor der blev hygget med trænerteamet i et par timer, inden turen gik tilbage til skolen, hvor Oliver A`s forældre, Jimmy og Christina stod klar med gasgrill, pølser og brød til os alle. En rigtig rigtig hyggelig aften for alle.

Lørdag morgen blev bilerne pakket, og sovesalene blev rengjort i fællesskab inden turen gik til Nørhalne for at spille slutspilskamp mod Vanløse. Drengene led desværre et sviende nederlag til på hele 6-0, og skulle derfor ud i en kamp om 7-8.pladsen mod Nørremarken fra Viborg. Udfaldet blev desværre endnu et nederlag på 7-5, og derfor kunne vi tage hjem med en 8.plads i bagagen.

Stævnet har som helhed været en fantastisk oplevelse. Alle drengene har været sammen på tværs af holdinddeling. Har fulgt hinandens kampe, heppet og muntret hinanden op. MEGA forældreopbakning, hvor mange havde taget turen til Nordjylland for at bakke op om drengene. MANGE TAK til Jer. Fantastisk at I bliver ved med at støtte op om dem. Også en stor tak til drengene, som virkelig kæmpede. Både i Elite og i A-rækken, hvor der var mange C-spillere med, som prøvede kræfter med fodbold i et lidt andet tempo, end de var vant til. En helt fantastisk tur, hvor vi også havde et rigtigt dejligt sammenhold med U13 drengen, der blandt andet spillede 0-0 mod AAB og derudover vandt 3 af deres kampe og tabte 2 – så vi glæder os til at spille sammen med de større drenge når vi når til at holdene skal lægges sammen. Men de gjorde det alle godt, og vi kom hjem med endnu en god oplevelse, som sent vil blive glemt.