Menu

Aftagende indendørs og ny udendørssæson

image
Vitalitet februar 2023 27
08. marts 2023 kl. 11:02

Senior:
Hold 1, 2, 3 har holdt vinterpause, for at lade batterierne op til den kommende udendørssæson. Derfor er der ikke meget at berette fra på den front. Dog er det i disse fodboldkredse ikke nogen hemmelighed, at Kasper ”BOBO” Nicolaisen har behov for en pause fra den store opgave med at holde styr på tropperne for hold 2/3. Der har derfor det sidste år været aktivitet på at finde hans afløser. Det er ikke en nem opgave, og det er desværre en tendens, der ses mange steder, da mange trænere ikke ønsker andet end hold1. Derfor er vi heldige, at det er lykkedes os at lukke sådan en aftale. Dennis Eriksen, Vissenbjerg har sagt JA til en 2-årig aftale, da vi har en god trup (ikke mindst takket været Bobo’s kæmpe indsats).

Oldboys forsøger at holde gang i nogen udendørs vintertræning, men det kniber så lidt, når temperaturen falder, for så falder lysten også. Der har dog været et par gode samlinger med både oldboys/senior/U19, men ikke i noget fast rul, som oldboys nok mest har brug for at holde skavankerne stangen.

Ungdom:
U19 holder også en for vinterpause. Der er lidt der spiller futsal i Veflinge (som måske ender i en oprykning??), lidt der gør alm. indendørs i hallen, og lidt der gør udendørs. Så opskriften er lidt det samme, opladning af batterier til en kommende sæson, således man kan være sulten til det.
Der har været afholdt en samling mellem de kommende U19 (nuværende efterskoleårgang) og nuværende U19 før jul. Her var træner Frederik  Hartung ankermand for et fælles træningspas og efterfølgende hygge i cafe’en hos Per. Det forlyder, at det var en stor succes, for alle parter. Ideen er at den gentages omkring påske, således at der er endnu mere sammenhold mellem de to årgange, så opstarten efter sommerferien bliver  nemmere, rent integreringsmæssigt.

Øvrig ungdom
Der har været stor aktivitet i hallerne rundt om på Fyn ifm. DBU-indestævner, så her er den lyseblå trøje blev luftet gevaldigt. Det forlyder også, at der trænes intenst fredag + lørdag i hallen, således man er klar til alle stævnerne. Der er to nedslag, som er ”store”, når vi snakker indendørs. Det ene er vores eget indestævne, i år anført af Anders, Greven, Bjarne, Anni & Chresten. Det andet er Fyens Stiftstidende mellem jul & nytår.

Eget indestævne
Endnu et vellykket stævne i Morud afviklet. Knap 90 hold fordelt på fredag-lørdag-søndag (første weekend i december). At tyde på deltagerne, så virker alle meget tilfredse, og der gives også gode præmier retur, således alle kan mærke, at de få noget for deres deltagergebyr. Der ligger et stort benarbejde i at koordinere/skaffe/bemande alt, hvad der skal bruges henover en weekend. Sponsorpræmier, indkøb af poser til udlevering, dommere og bemanding af dommerbord. Heldigvis er det sjældent, at folk siger nej, men der skal tages fat i dem ”fysisk”. Et opslag på diverse medier rykker  ikke.
Når det er sagt, så er det en fed weekend, med masser af bold og bevægelse, glade unger og til dels julefrokost-ramte forældre, der alle har en god oplevelse med fodbolden i centrum. TAK til hjælpere, sponsorer mv. for at det lykkedes igen til IntersportCupMorud.

Fyens Stiftstidende - da U10’erne skabte semifinale-sensation inde i Idrætshallen:
Phew… sikke et par vilde, skønne og hektiske dage i Idrætshallen. For første gang havde årgang 2013 fået lejlighed til at deltage i Fyens Stiftstidendes Indestævne, som var aflyst de sidste to sæsoner på grund af Corona.
Nu skulle  drengene for første gang prøve kræfter med traditioner, storklubber og måske lidt ekstra nerver i en kulisse, der uanset antallet af tilskuere bare er  lidt større inde i Idrætshallen.
Fem spillere var udtaget, og vi var kun fire på banen mod normalt fem ved vores normale indestævner.
De intense  kampe på kun fire og fem minutter levnede ikke plads og tid til mere end en enkelt flyvende udskiftning.
Aftenen før stævnet mødtes vi i juletom Langesø Hal for at træne taktik og få lidt varme i fødderne inden kampstart tidlig morgen 28. december. Det skulle vise sig at give pote.
Det blev en  vild formiddag. Vores mål var en top fire-placering i puljen og kvalifikation til krydskampen mod et af holdene fra den anden pulje, der blev spillet  parallelt i Hal 2.
Derefter kunne ALT ske.
Lad os bare sige, at vi sneg os videre: To smalle nederlag (0-1 og 1-2) mod favoritterne fra TPI og Sanderumskolen og to uafgjorte (1-1 og 0-0) mod ØB og Kratholmskolen, kombineret med to sejre (1-0 over Allesø og 2-0 over Dalumskolen) var lige nøjagtig nok til en fjerdeplads foran ØB på målforskel.
I 0-0-nøglekampen mod ØB havde målmand Bjørn (Søvsø) lige nøjagtig leveret den nøgleredning, der skulle til, da han headede et kvalificeret ØB-forsøg op over overliggeren i sin egenskab af bageste mand.
Bjørns mor Marie havde noteret resultaterne gennem hele puljespillet, men det var så tæt, at vores lille Morud-koloni først turde juble endegyldigt, da vores fjerdeplads blev råbt op i mikrofonen.
Holdene på tredje-, fjerde- og femtepladsen sluttede alle på otte point. Vores defensiv og fokus på, at alle mål talte, og at vi simpelthen ikke måtte ”falde sammen”, for det kunne blive kostbart, havde givet pote i den sidste ende. Samlet målscore 5-4 i seks puljekampe.
Første mål var nået.
Inde i den anden hal havde B1913 vundet sin pulje med 5 kampe, 15 point og 9-1 i målscore og smækket både OB, Næsby og  BBB.
Så i krydskampen – ottendedelsfinalen - var B1913 favorit.
Med 1:54 igen førte de 2-0 og trak sig tilbage for at køre den hjem. Det gør man  ikke mod et tålmodigt, skudstærkt og determineret Morudhold. Bertram (Svenssons) langskudsmål helt ude fra midterlinjen sad i ”treeren”, og da Laurids (Møller-Hansen) udlignede i tæt trafik inde foran mål, trak kampen ud i overtid. Nu var 13 nervøse.
Morud IF-drengene spillede med  "confidence" og ro, og så havde vi lige Oskar (Dalgaards) vrist. Han tog imod et indkast fra Lauge (Siersbæk), tæmmede den og et fuldstændig utageligt langskud blev trukket ind nærmest fra midten. Sensationen var i hus. Kæmpe jubel i MIF lejren.
Resultatet efterlod mange forundrede U10- trænere fra de andre klubber inde i Idrætshallen, og vi var klar til nye udfordringer fredag morgen, hvor OB, OKS og Nr. Aaby ventede i puljespillet og  kampen om semifinalerne et par dage senere.
Det blev fredag morgen 8:30, og vi mødtes til opvarmning i forhallen.
Otte hold havde kvalificeret  sig til finalerunden, og U10-rækken var henvist til Hal 2, der var propfyldt med forældre, bedsteforældre og fodboldspillere.
Stemningen var  super intens, og man skulle mave sig gennem menneskemængden for at komme rundt.
Da de otte hold varmede op inde på banen på samme tid,  havde spillerne fra de forskellige old tydeligvis også travlt med at koncentrere  sig om, hvor stærke ”de andre” så ud.
Vi fik fornøjelsen af OB i den  første kamp. Lad os bare sige, at drengene fra Ådalen havde bolden mest. Til gengæld forsvarede vi heroisk, og Bertram oppe foran var yderst  træfsikker, hver gang han fik chancen. Rent hattrick. Tre-fire heroiske blokeringer foran eget mål i slutfasen, og vi havde vundet 3-2. Det blev i den  grad bemærket.
I kamp to var der ikke noget at diskutere. OKS – turneringens absolut bedste hold og senere vindere – vandt 4-1, men de hjalp os og slog også OB og Nr. Aaby.
Vi skulle blot have et point mod Nr. Aaby i den sidste kamp for at komme i semifinalen. Vi var bagud 0-1 og spillede  igen ud fra en ”stram defensiv” og lange bolde op til Bertram.
Drengene sled og slæbte, blokerede skud og efter 1-1’eren var vi også lidt langsomme  til at hente bolden til målspark.
Ethvert sekund talte til vores fordel. Minsandten om ikke også, at vi fik 2-1-målet. Igen kunne Morud- kolonien juble i vildskab nede i hjørnet.
Vi var videre igen. Eventyret fortsatte, og belønningen var en god middag på Det Grønne Køkken i Tarup  Centret, da der var fire timers ventetid til semifinalen. Det var stort.
Som den gode gamle ”Morud-dreng” H.C Bernat skrev i en sms til Laurids’ mor Dorthe inden ”Final4” (Laurids og HC er fætre):
”Lad være med sige til ham, hvor stort det er, at I er nået så langt. Så bliver han bare nervøs.”

Vi forberedte os grundigt. Fællessnak i omklædningsrummet, masser af opvarmning og boldtouch, men vi måtte erkende, at vi var oppe mod  overmagten og et velspillende TPI hold, der sikkert vandt med 3-0.
Måske var der også lige rigeligt med Morud nerver over kulissen, der anslået talte godt over 1000 tilskuere i Idrætshallen.
Bronzekampen mod Dalum begyndte med indløb i en helt formidabel lys- og lydkulisse. Drengene havde  vænnet sig til omgivelserne og et fremragende gennemspillet mål sendte os foran 1-0. Desværre holdt den ikke hjem.
I en tæt kamp endte Dalum  med at vinde 2-1. Trætte, men stolte kunne vores drenge modtage præmien for fjerdepladsen midt inde i arenaen.
Selv om vi endte lige uden for  medaljerne, var det en jætte præstation at komme så langt blandt 27 fynske hold i absolut stærkeste opstilling. Det var et par dage, vi sent vil glemme.
Michael Søvsø, træner U10

Andet:
Generalforsamling 9/2 i hallen er overstået når dette læses. Men her gives en beretning om året der er gået, samt hvad der er på brættet til det kommende år.

På bestyrelsens vegne
Dennis T Svendsen.

Luk